hvordan kommer jeg i gang?
Går du med tanken om at starte med at træne karate/kampsport/selvforsvar? Så er du kommet til det rette sted. Vi er eksperter i at hjælpe nybegyndere i gang, uanset hvilke forudsætninger eller ambitionsniveau de starter med.
På denne side finder du al information du har brug for, for at komme i gang med at træne. Vi ønsker dig rigtig god fornøjelse, og ser frem til at se dig i til træning. Har du yderligere spørgsmål, er du selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os på info@fbks.dk eller telefon 2045-8453.
Det er meget simpelt at starte med at træne hos os:
Kig på vores oversigt over de forskellige hold under Priser og tider. Se hvilket hold der svarer til din alder og niveau, medbring træningsbukser og en hvid t-shirt.
Mød op ca. 10 min. før holdstart. Instruktøren skal nok spotte dig og byde dig velkommen, samt svare på de spørgsmål du evt. har.
Du har hos os en exceptionel mulighed for at træne gratis i en hel måned før du beslutter dig for at melde dig ind. Ønsker du at indmelde dig, siger du det til instruktøren, som så vil forsyne dig med en indmeldelseblanket. Betaling af kontingent kan kun ske over PBS. Øvrig information om indmeldelse finder du under ”Priser og tider”.
Vi har erfaret, at de fleste har en del spørgsmål, inden de starter. Derfor har vi samlet dem vi oftest hører her på siden, for at gøre det nemmere for dig at komme i gang:
Kan jeg komme og prøve at træne med for at se om det er noget for mig?
Ja! Du er meget velkommen :) Alle har mulighed for en måneds gratis og uforpligtende prøvetræning. Så der er rig mulighed for at se om det er noget for dig inden du beslutter dig.
Du er også velkommen til første gang blot at sidde og overvære træningen, inden du beslutter om du vil prøve at være med.
Hvilket hold skal jeg vælge?
Det hold på mandage og torsdage som svarer til dit aldersniveau (Se under ”Priser og tider”). Holdtiderne de øvrige dage er en mulighed, når du er kommet godt i gang.
Kampholdet kræver generelt at du har trænet i mindst et år, samt at du får grønt lys fra din instruktør. Dette for at sikre at du har et vist niveau rent teknisk og styrkemæssigt, som kvalificerer dig til kamptræningen. Har du tidligere kampsportserfaring eller et særligt talent kan der dispenseres herfor.
Hvad forventes der af mig?
Vi har ingen krav eller forventninger til, hvor meget du træner. Det er helt op til dig selv. Træningen er for både bredden og eliten.
Men ønsker du at gå til graduering (bælteprøve) som vi afholder ca. to gange årligt, kræver vi at du de sidste tre måneder før prøven, følger holdtræningen to gange om ugen. Herudover vil det være en fordel at selvtræne lidt ved siden af også.
Jo højere grad du skal op til desto mere kræves der af dig. Det indebærer en stigende grad af selvtræning teknisk og styrke- og udholdenhedsmæssigt.
Skal jeg aftale tid for at få en prøvetræning?
Nej, det er ikke nødvendigt at aftale tid på forhånd. Du er meget velkommen til bare at dukke op, når som helst du har lyst til at være med. Mød blot omklædt op ca. 10 min. før træningen. Omklædningsrummet er i stueetagen og træningssalen er på 1. sal.
Hvad skal jeg have med til træningen?
Det eneste du behøver at have med, er almindeligt træningstøj (joggingbukser og hvid t-shirt) og en flaske vand. Hvis du selv har noget udstyr i forvejen – f.eks. skinnebensbeskytter – er du selvfølgelig også meget velkommen til at tage det med.
Hvem skal jeg snakke med når jeg kommer?
Når du kommer første gang, vil du blive budt velkommen af holdets instruktør. Denne vil svare på eventuelle spørgsmål du måtte have, samt hjælpe dig i gang med træningen.
Hvad koster det?
Ønsker du at indmelde dig siger du det til instruktøren, som så vil forsyne dig med en indmeldelseblanket. Betaling af kontingent kan kun ske over PBS. Øvrig information om indmeldelse og priser finder du under Priser og tider.
Udover din betaling for den daglige træning har vi gennem vores medlemskab af DKU (Dansk Karate Union www.kyokushin.dk ) og WKO (World Karate Organization www.wko.or.jp ) en lang stribe tilbud årligt mht. seminarer, gæsteinstruktører, lejre og stævner, både nationalt og internationalt. Dette betales der separat for.
Har I nogen rabat for studerende?
Nej. Vores priser er i forvejen meget lave og konkurrencedygtige :o)
Hvad skal jeg påregne af udgifter til dragt og beskyttelse mm.?
Når du melder dig ind skal du købe en gi (karate-dragt)(ca. 425-710 kr.) og benbeskyttere (ca. 145-335 kr.). Det er det hele. Senere er det nødvendigt at købe skridtbeskyttere (ca. 85-165 kr.), og for kvinders/pigers vedkommende brystbeskyttere (ca. 165-335 kr.). Ind i mellem bruger vi også sandsækhandsker eller fingerhandsker (ca. 125-255 kr.) til sparring, så de kan også være gode at have, men er ikke nogen nødvendighed. Brug af tandbeskytter (ca. 50-175 kr.) er frivilligt.
Herudover skal du købe et nyt bælte (ca. 80 kr.), hver gang du graduerer til en ny bæltefarve. Dvs. ca. en gang årligt.
Graduering (ca. 2 gange årligt) koster 100 kr. pr. gang.
Vi køber vores udstyr hos Budo Experten (www.budoexperten.dk) i Valby, som er en af DKU´s (Dansk Karate Union) sponsorer. Her kan du få 10% rabat på dine køb, hvis du afleverer en rabatkupon som du kan få udleveret på karateskolen. Spørg blot din instruktør efter en.
Skal man have trænet noget før, for at kunne starte?
Nej, det er ikke nødvendigt. Nybegyndere er altid meget velkomne hos os, uanset tidligere erfaring. Og uanset alder, køn, konditionsniveua, religion mm.
Er der mange andre nybegyndere?
Da vi løbende har åbent for tilgang af nye elever er der altid begyndere på mandags- og torsdagsholdene. Men hvor mange der er svinger meget.
Er det muligt at træne styrketræning hos jer?
Nej, desværre. Men der er et godt niveau af styrke- og udholdenhedstræning inkorporeret i undervisningen på alle holdene.
Hvor kan jeg klæde om?
Mariendalshallen har bade- og omklædningsfaciliteter i stueetagen, som står til fri afbenyttelse for karateskolens medlemmer.
Hvordan melder jeg mig ud?
Udmelding kan kun ske skriftligt via email til info@fbks.dk. Det er ikke muligt at udmelde sig hverken til en instruktør eller via telefon.
Du har en måneds udmeldelsesfrist fra udgangen af den måned du sender os udmeldelsen. Ud over det, er der ingen binding på medlemsskabet. Dit medlemskab vil altid automatisk blive tilmeldt PBS når du melder dig ind og du bliver trukket hver den 1. i måneden fra din bank konto. Har du betalt kontant forud for en periode, vil kontingentet automatisk blive trukket over PBS, når denne periode udløber.
Hvad hvis jeg har flere spørgsmål?
Så er du altid meget velkommen til at tale med en instruktør eller kontakte os på info@fbks.dk eller på tlf. 2045-8453.