Shinkyokushin Karate
Karate kan dyrkes af alle uanset alder og køn. Der kræves ingen forkundskaber og det betyder intet, om man er i dårlig fysisk form. De fleste er mere eller mindre ude af form, når de starter, men instruktørerne sørger for at optræne alle fra starten med en grundig undervisning, som alle kan følge.Karate er også for kvinder. Kvinderne træner sammen med mændene og lærer dermed at klare sig godt i enhver situation. Hvis så du ønsker at komme i god form og kondition eller blot ønsker at dyrke en spændende sport, så er karate noget for dig.
Der er træning 2 gange om ugen. Træningstider finder du under punktet tider og priser.
Efter nogen tids træning er der også mulighed for at deltage på kampholdet (modereret knockdown eller knockdown). Ud over den normale træning afholdes der mange andre arrangementer. Hvert år afholdes sommerlejr og vinterlejr, hvor der trænes karate dagen lang og kammeratskabet styrkes. Man får her mulighed for at møde og træne med karateudøvere fra hele landet.
Hvad kommer jeg til at træne
Opvarmning
De første 10 - 15 min. af timen består af grundig opvarmning og udspænding af både muskler og sener. Dette er vigtigt for at gøre kroppen klar til selve karatetræningen, og for at forebygge skader. Under opvarmning lærer eleven også de mest basale styrke- og strækøvelser.
Kihon / stående basisteknik
Kihon er indlæring af grundlæggende teknikker stående på stedet, som fx. stød, spark og parader. Kihon har til formål at indøve bevægelserne rent teknisk, at give udholdenhed, præcision og kraftkoncentration, samt at indarbejde teknikkerne til reflekser. Kihon er en enkel, men vigtig træningsform, som danner grundlaget for al den øvrige karatetræning. Kihon udgør den væsentligste del af træningen for begyndere, hvor de grundlæggende ting skal ind på “rygmarven”.
Ido kihon / basisteknik under bevægelse
Ido kihon er det næste skridt efter Kihon. Her kombineres basisteknikken med bevægelse i forskellige stillinger. I Ido kihon kombineres de indlærte teknikker, som fx. : Ståd og parader - stød og spark. I Ido kihon kommer elementer som balance, koordination, timing koncentration endnu mere ind i billedet, da samspillet mellem arme og ben skal indarbejdes. M?ålet er at kunne bevare densamme gode, præcise og stærke teknik under bevægelse som under stående basisteknik.
Kata / basisteknikker sammensat i fastlagte bevægelsesmønstre
Kata er det næste skridt efter Ido Kihon. Bevægemønstret og indholdet er mere avanceret og stiller derfor endnu større krav til teknik, koordination, balance, timing og koncentration. Kata’er er fastlagte serier af teknikker, som udføres i forskellige retninger og forskellige stillinger. De først kata’er er relativt korte og simple. Senere bliver de længere og mere avancerede. Kata er en disciplin helt for sig selv. I gamle dage var det det tætteste man kom på kamp under træningen. Der var ikke noget der hed frikamp. De fastlagte bevægemønstre illustrerer forsvar og angreb overfor imaginære modstandere. I dag afholdes der Kata - konkurrencer i både ind - og udland.
Pudetræning / udførelse af spark og slag på puder og sandsække
Når de grundlæggende teknikker er indlært bruges pude- / sandsæk - træningen til at “afprøve”, finpudse og styrke teknikkerne. Her trænes hurtighed, præcision,afstandsbedømmelse og kraft. Endvidere arbejdes der med evnen til at “kombinere”, for at opbygge et så varieret “angrebs-repertoire” som muligt.
Senere bruges pude- / sandsæk-træningen som en vigtig del i forberedelserne til kamp, da der herigennem opbygges stor udholdenhed og kraft
Styrke- og udholdenhedstræning
I hver time vil der blive trænet forskellige styrke- og udholdenhedsøvelser. Disse øvelser har til formål at forøge den enkeltes styrke, konditon og præstationsevne. Dette er med til at forebygge skader og øge kraften i de forskellige teknikker. Kyokushin er blevet kaldt ” The strongest karate”. Ikke nødvendigvis fordi Kyokushin er bedre end andre karate-stilarter, men fordi Kyokushin Karate er meget kraftbetonet og derfor stiller meget høje krav til fysikken. Dette medfører at Kyokushin-udøvere med tiden opbygger en kropsstyrke og robusthed, som man ikke finder i andre karate-stilarter.
Kumite / kamp
Som elev har man, udover Kata-konkurrencer, mulighed for at stille op i to typer konkurrencer, nemlig
Semi kontakt ( kamp for lave grader )
Her er kampformen mildere end i Knock-down klassen. De hårdeste teknikker er udeladt og man skal ramme mindre hårdt for at opnå point-scoring. Til trods herfor er det en krævende kampform, der kræver grundig forberedelse.
På grund af gradsinddelingen er man er sikker på at møde en modstander på ens eget niveau. Og dette sammenholdt med de grundige forberedelser, gør at der meget sjælden forekommer nogen skader
Knock-down
(fuld kontakt kamp for højere grader )
Dette er en krævende kampform, som stiller høje krav til elevens teknik, styrke, kondition og ikke mindst psyke.Som kæmper har man mulighed for at deltage i et utal af stævner i både ind- og udland.
At blive kæmper er ikke nødvendigvis et “must”, men det giver den enkelte mulighed for virkelig at teste sig selv, både fysisk og psykisk.
Turneringskamp i sig selv er ikke målet med selve karatetræningen, men det er en mulighed for at opbygge stor styrke og selvtillid, og for at få nogle gode erfaringer og oplevelser.
Endvidere er det en forudsætning, at man har erfaring som turneringskæmper for at kunne opnå DAN- (sortbælte-)grader.
Stræk og afspænding
Bruges både under opvarmning og “nedkøling” for at øge smidigheden, forebygge fibersprængninger og undgå ømme muskler efter hård træning.